|
I vores arbejdsgruppe i Det Etiske Råd om prioritering i sundhedsvæsenet informerede en indbudt læge os om behandling af terminale og alvorligt syge patienter.
Han mente, at idealet må være, at behandle så længe som muligt og så godt som muligt. Det må være rigtigt, synes jeg. Men med god behandling tænker vi primært på den rigtige kirurgiske samt medicinske behandling, hvor vi automatisk og i lige så høj grad burde tænke på plejefunktionen. Det vil sige på pasningen, omsorgen, empatien samt kommunikationen med patienten som en væsentlig og ufravigelig del af en god behandling.
Vi har i de sidste tyve til tredive år på grund af en generel ændret indstilling og ansvarsfølelse i samfundet kombineret med øget bureaukrati, stress og travlhed nedprioriteret den professionelle pleje, omsorgen, nærværet og samtalen.
Nogle få spredte eksempler kan illustrere, hvad jeg mener. Min kræftsyge døende onkel lå på hospitalet, familien måtte tage ham hjem, fordi han følte en stærk sult, men var for svag til at spise selv. Der var på afdelingen ikke tid til at made patienterne som før i tiden, som det blev sagt. Han døde kort efter.
For år tilbage blev min farbror flere gange indlagt på Sankt Lukas Stiftelsen med yderst smertefulde anfald af nyresten. Han sagde, at den særlige omsorg, han fik her, var af uvurderlig betydning og hjalp ham til at kunne holde det ud. Da min mor lå for døden, var der på det sted, hun lå, en voldsom mangel på rengøring og hygiejne. Det plagede hende, der selv havde virket som sygeplejerske i sine yngre dage, meget.
Under besættelsen var min far modstandsmand. I forbindelse med en sabotageaktion blev han skudt og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Han frygtede for sit liv samt for forhør og tortur, hvis han overlevede operationen. På lazarettet på Nylandsvej, hvor han lå, var der en tysk antinazistisk sygepasser og fangevogter, Karl Heinz Neumann, der med stor personlig risiko plejede de danske fanger. Neumann, som vi fire børn kaldte ham, blev efter krigen i Danmark, og han kom i vores hjem. På grund af krigsskaderne døde min far desværre tidligt, men da jeg var pige, fortalte han mig ofte om Neumanns indsats. Min far, der selv blev læge efter krigen, var overbevist om, at uden den pleje, menneskelige varme, empati og omsorg han fik fra dette ene fantastiske menneske, ville han slet ikke have overlevet.
Hvad angår livskvalitet og værdien af den rigtige pleje og omsorg som en forudsætning for helbredelse er der ikke den store forskel på dyr og mennesker.
Da mine børn var mindre, måtte vi pga. job flytte til Odense. Vi medbragte vores shetlandspony, som blev opstaldet på en rideskole for store heste, der lå tæt på.
Her blev han syg, fik store sår på hals og ryg, der ikke ville hele, uanset hvor intensivt jeg behandlede dem.
Og han udviklede forfangenhed, som er en alvorlig og smertefuld tilstand hos heste, der kan ende med aflivning.
Til sidst var han tæt på en aflivning af dyreværnsmæssige grunde.
Men omsider kom jeg til at tænke mig om, og jeg skammer mig i dag over historien. Jeg indså, at den pleje, de rammer og det miljø, han var i, ikke gav ham en rimelig livskvalitet. Hesteboksen var bygget til store heste, han måtte stå på bagbenene, hvis han skulle se ud, og grundet sygdommen kom han ikke mere på græs.
I al hast fik jeg ham bragt hen på en dejlig ponyrideskole.
Det var sidste chance. Han var svag, men jeg vil aldrig glemme, hvordan han kom med nogle få af sine små, dybe hestevrinsk, som vi ikke havde hørt længe, da han blev læsset af hestetransporten og kunne se de andre ponyer. Han tog nogle dybe indåndinger, snusede grundigt til alt og indtog sin nye åbne lille ponyboks, hvorfra han kunne se direkte ud over nogle åbne marker.
Han lignede en lille hest med fornyede kræfter og livsmod. Det havde der ikke stået så meget om i mine lærebøger på Landbohøjskolen, men jeg vidste bare, at nu ville han blive rask. Vi kunne tage medicinen fra ham få dage efter, han var ikke syg siden og blev meget gammel.
Jeg tror, det er en naturlov. Vi skal ikke kun behandle sygdomme, men mennesker. Fuld helbredelse er idealet, men at bedre, lindre og minimere lidelse, angst, smerte og væsentlig ulempe er også en del af pligten og opgaven. Samfundets udgifter til medicin er vokset voldsomt de senere år. Måske skyldes noget af stigningen, at vi har nedprioriteret pleje, omsorg samt samtale med patienten.
|
|